Den Kolde Krig var en periode af intens politisk og militær konfrontation mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Dette konfliktfyldte forhold varede fra slutningen af 2. Verdenskrig i 1945 til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Konfrontationerne mellem de to nationer blev drevet af forskellige ideologiske og økonomiske interesser. USA og Sovjetunionen havde hver deres vision for verdensordenen, og deres forskellige ideologier stred mod hinanden. USA støttede et kapitalistisk system, mens Sovjetunionen støttede et kommunistisk system. Dette førte til en intens konkurrence mellem de to nationer om at udbrede deres ideologier til andre lande.

Konfrontationerne mellem USA og Sovjetunionen tog mange former. De to nationer kæmpede om indflydelse i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika. De støttede begge rivaliserende regimer i flere krige, herunder Vietnamkrigen og Koreakrigen. De to nationer konkurrerede også om at udvikle den mest avancerede militære teknologi, herunder atomvåben og raketter.

Konfrontationerne mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig førte til en stigning i den globale spænding og frygt for atomkrig. Dette førte til etableringen af ​​en række internationale organisationer og aftaler, der skulle hjælpe med at begrænse konfrontationerne mellem de to nationer. Disse omfattede NATO, Warszawa-pagten og SALT-aftalen.

Selvom konfrontationerne mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig ofte var intens, førte de ikke til en direkte militær konflikt mellem de to nationer. I stedet blev konfrontationerne begrænset til en række mindre konflikter, der involverer tredjepartslande. Dette hjalp med at holde en global atomkrig fra at bryde ud.